19. oktober

Det er knæk-canceren tid....
Jeg har doneret penge til en lyspose... håber i støtter op om det.

Men føj hvor det rammer. I går knækkede filmen for mig, da der var en fortælling om en kvinde på min alder (tror jeg) der havde haft brystkræft og så så man hende få kemo. Der var bare for meget. Så mig selv ligge der.. havde jo nærmest fortrængt det. Og når man går ind og læser på de andre lysposer, så synes jeg bare at der er så mange der er døde... ved godt det ikke alle er af brystkræft men nogen er der. Så kommer der lige en lille djævel og planter lidt angst. Den fucking kræft skal bare holde sig langt væk fra mig. Men hver gang jeg har ondt et sted så kommer tanken: er det mon kræft i knoglerne, tarmen, blæren, hjerne, osv osv. En del af mig siger: så gå dog til lægen og få det tjekket.. og den anden del siger: Lad være.. hvad man ikke ved har man ikke ondt af...

Åhhh hader at have det sådan. Jeg er rask og vil sg være glad og ikke bange.

Tak fordi i gad læse mit ikke særligt opmuntrende indlæg.

31.august

yeeehaaaaa !!!!!

I morgen klokken ca. 16.40, starter mit nye liv. Uden kemo og stråler. Tænk en gang ... jeg kan næsten ikke fatte det.
Det er så stort og samtidigt så skræmmende at skulle stå på egne ben. Min støttefod er væk. Det er en underlig følelse at ikke være i daglig kontakt med professionelle der støtter, trøster, spørger til en og ikke mindst behandler en.

Nu skal jeg til at leve et liv som tidligere kræftpatient. Og jeg skal huske at LEVE LIVET ... en dag af gangen og nyde den 100 %. Smide min angst for tilbagefald langt pokker i vold.

Derfor har jeg i dag bestilt tid til en psykolog/rådgiver hos kræftens bekæmpelse. For nu dukker alle tankerne op... tanker om tilbagefald. Og jeg nægter at lade de tanker overskygge min glæde ved at være rask.

Min søn har en bekendt ... en ung smuk sej pige som har haft brystkræft og fået fjernet brystet.
Jeg har lånt lidt hun har skrevet.. og skrevet lidt om, for hun har så evigt ret.

 Folk spørger om det ikke er fedt at være færdig med især kemoen.... Jo det er det .. og på den anden side nej. For når man får kemo så forventer folk at du får det skidt ind i mellem. Det gør de ikke mere. Nu forventer folk nærmest at man er tilbage til før D-dag. Det er lige som om at folk måske ikke helt forstår at jeg stadig har dage hvor jeg har ondt eller bare er ked.
Kroppen begynder først at nærme sig det normale efter 1 år. Senfølger kan vare mange år. Blandt andet har jeg mange smerter i led og muskler i benene.

Så til alle jer der har støttet, lyttet, sendt gaver, tilbudt hjælp, lagt ører til mine tanker, opmuntret osv... jeg havde ikke klaret det uden jer. Det er helt sikkert. Og jeg takker af hele mit hjerte for at have jer i mit liv. Men livet efter kræft er ikke bare lutter lagkage. Min hverdag skal op og køre igen.. og det samme skal mit helbred og min psyke. Det kræver rigtig meget af mig... både fysisk og psykisk... så jeg har stadig brug for jer.

Jeg bliver aldrig den samme som før.... men jeg vil gøre alt for at komme så tæt på som muligt.

Sidst men ikke mindst. ..... ignorer aldrig nogensinde en knude i brystet.. hvor lille og ubetydelig den så end virker.

18. august

Nej nu er det igen alt alt for lang tid siden.....

Jeg slap jo endelig af med den bule under armen... og er startet til motion igen.
Min smagssans er tilbage på 100%.
Det er nu meget rart at kunne smage forskel på stegt flæsk med persillesovs og havregrød. Ved ikke om i kan følge mig :-)

Nu er jeg startet til stråler og har i dag fået min 6. gang og har kun 9 tilbage. Derudover har jeg været til samtale hos min læge .. og alt så fint ud og mine tal var fine.

Inden jeg skulle starte til stråler, skulle jeg til en CT-scanning. Jeg kunne ikke huske om det var den åbne eller lukkede scanner, så jeg ringede derop og spurgte. Forklarede dem at hvis det var den lukkede, måtte de dope mig så meget at jeg ikke opfattede at jeg blev kørt ind i den. Hun fortalte at det var en åben og spurgte om jeg ikke havde lyst til at komme op og se den. Det gjorde jeg og blev helt rolig da jeg kom ind og så den.

Som sagt er jeg i gang med stråler og det er jo PEANUTS i forhold til kemo. Derudover er mit bryst hævet op (hvilket er normalt) så jeg har NÆSTEN fået i hvert tilfælde et fast bryst. Det er da ok. 1 fast bryst ud af to. ......er bedre end to sokker med en femmer i.

Sygeplejerskerne er lige så søde der som alle andre der arbejder med kræft. De er altså noget helt for sig selv.

Sidste weekend sendte jeg Steen på mc-festival.. han har været en kæmpe støtte for mig. Har haft en masse overarbejde, så skulle handle samt nusse og tage sig af mig. Så jeg synes han trængte til lidt mandehørm... Han er så opmærksom på mig og er der 100 % for mig og brokker sig aldrig.

Mit hår vokser og forhåbentlig følger mine øjenbryn snart med... har 2 halve øjenbryn.
Håret er virkelig gråt .... men det får det sg ikke lov til at blive ved med. Tog min paryk på forleden, gud ved om jeg kan vænne mig til at have hår igen. Der er mange ting der er nemmere med så kort hår.

25. juli

Puhhha lang tid siden.

Starter med det gode... I går var det sidste gang med kemo. Det var en stor dag. Den startede lidt skidt da de ikke kunne finde en åre at ligge droppet i. Men 3. gang var lykkens gang. Og da jeg lå og så de sidste dråber løbe igennem, var det meget følelsesladet. Vi havde købt chokolade til pigerne og skrevet et kort. Der var flag på mit bord og den stod på kram da vi gik.
Jeg har været total glad og høj hele dagen. Der kom bud med blomster fra Dorthe, nevøerne, Sarah og ungerne. Og dagen før var der blomster fra Mette. Havde det fint hele dagen og aftenen..  gik i seng kl. 23 og vågnede kl. 3 og sidder nu her og hækler og ser tv... mon ikke snart jeg bliver træt.


------------------------

Nu til det mindre sjove.

Den 6. juli var jeg til motion. Vi havde nye undervisere på som lavede lidt hårdere øvelser for brystvævet.. (det er jo mest beregnet på nyopererede)
Jeg kunne godt mærke det gjorde nas, men tænkte at det jo var en muskel jeg ikke var så vant til at bruge.
Næste morgen var jeg hævet under armen. Ringede op på afdelingen og fik at vide at jeg skulle holde øje med feber og rødme... men fredag d. 10., var den så stor som et hønseæg og meget generende.
Han mente det var noget betændelse i en slimsæk eller lignende, da der ikke var noget væske der kunne tømmes ud. Jeg fik noget penicil og tog hjem igen.
Søndag d. 12.,  fik jeg feber og måtte på akutmodtagelsen. Mine infekstionstal var forhøjede så man ville godt lige overvåge mig til næste dag... så jeg røg op på afdelingen kl. 2 om natten. Næste dag så det finere ud og lod mig udskrive. Jeg skulle til tjek med hævelsen og de igen prøvede at suge væske ud.. hvilket ikke lykkedes.
Den 15. måtte en tur til tjek igen da det nu væskede ret kraftigt. De prøvede igen igen at suge noget ud. De fik lidt betændelse ud som blev sendt til dyrkning for at se om jeg skulle have stærkere penicilin. Det skulle jeg heldigvis ikke.

Tirsdag den 21. måtte jeg ringe derop igen.. det væskede stadig og der var en stor blodvabel. Det var min dejlige overlæge Susanne der tjekkede mig. Det så fint ud. Det var ikke betændelse men sårvæske. Der var ikke noget stort hul og hun kunne se at det var ved at lukke sig. Og hun mente ikke dette ville have betydning for at jeg ikke skulle kunne få kemo fredag.

Det var sygeplejersken og Oskar (læge på kemoafdelingen) ikke enige i. Men så blev der tilkaldt en anden læge og han sagde GO FOR IT GIRL.

Så det var en lettet Stine der gik ud derfra og kunne glæde sig til næste dag hvor 6. og sidste kemo skulle indtages.

den 2. juli

Selve kemoen gik godt...
Hende der stak mig var bare fantastisk til det.

Men allerede lørdag begyndte smerterne. Puha det var godt nok voldsomt. Og samtidigt begyndte alt det svampe-halløj i min mund og den smule smagssans jeg havde fået tilbage fra sidst, forsvandt igen. Jeg har ikke lyst til at spise andet end is.

Udslæt har jeg fået igen.. ved halsen ... samt under brysterne.

I går fik jeg nok. Jeg havde fået noget svampegel til min mund og det giver i den grad diarre. Jeg græd og græd .... smerterne sad i nakken og ryg og føltes som en mild lammelse.

Jeg kunne pludselig overhovedet ikke være sej mere.. eller klappe i hænderne over at der KUN er en gang tilbage. Filmen knækkede bare. Og stakkels Steen ved ikke hvor han skal gøre af sig selv når jeg er ked af det.

Søvn er også lidt la-la. Jeg vågner hver nat ved 3-tiden og er vågen en lille time.. for så at falde i søvn igen.

Andre danskere jubler over varmen men for mig gør den det hele meget værre. Også psykisk fordi jeg ikke kan komme ud og nyde den.

Jeg er såååå træt og gider ikke mere. Lige nu har jeg det bedst hvis Steen bare er i nærheden af mig. Parat til at gribe mig, når det hele vælter

Sorry, at jeg ikke kunne komme med en dejlig, sjov og positiv opdatering.

21.6

Så er der kun 5 dage til næstsidste gang kemo. Synes godt nok det har været hårdt denne gang. Lige fra anden dag efter kemo, har jeg døjet med forskellige ting. Dog ikke de smerter de havde sagt næsten var obligatoriske. Kunne jeg vælge havde jeg valgt dem frem for det andet... smerter kan i det mindste dulmes med piller.

Jeg har haft belægning i hele munden. Det har gjort at det sved og irriterede når jeg spiste, skulle synke, tale osv.. det påvirkede mit humør meget. Så fik jeg et anfald af nikkeleksem som jeg ALDRIG har lidt af. Derefter mistede jeg stemmen i to timer.

Så fik jeg nældefeber 5 dage i træk. Hvor jeg slog helt vildt ud med store kløende plamager. Og for at det ikke skulle være løgn fik jeg bumselignende knopper i hele fjæset.

Jeg har haft mange problemer med mine smagsløg. Giv mig bind for øjnene og lad mig smage på mælk og cola og jeg vil ikke kunne smage forskel.

Der har virkelig været dage hvor jeg har tænkt : nu gider jeg bare ikke mere. Men så skammer jeg mig og føler at jeg skal være lige så stærk, sej, positiv og optimistisk som folk plejer at sige jeg er. Også fordi jeg jo er i live....... og er rask. Og stadig trods dette her, er sluppet nemt over bivirkningerne i forhold til andre.

Nogen dage føler jeg mig som en klods om benet på Steen. Især de dage hvor jeg ikke orker noget. Han kommer træt hjem fra job... og skal måske handle ind først fordi jeg ikke har kunne overkomme det. Vil også helst overfor mine børn fremstå som den seje mor der har skide meget overskud og stadig griner og pjatter. Har det skidt med at de skal se mig have det dårligt.

Har flere gange oplevet at kigge i spejlet og tænkt... fuck.. jeg har haft kræft. Er det en ond drøm eller hvad... men for pokker. Jeg er erklæret rask... nu forebygger vi bare at der ikke er mere tilbage.
Mit hår vokser helt vildt... sommeren er forhåbentlig på vej. Vi har fået ny bil. I morgen starter jeg til motion for brystkræftramte kvinder..... Længe leve livet.

6. juni

I går var det første gang med den nye kemo.
Jeg var meget nervøs. For det første pga mine dårlige erfaringer med at få lagt et drop. For det andet på grund af muligheden for en allergisk reaktion.

Vi kom der op kl. 9 og jeg sagde vi var kommet og at jeg var meget nervøs. De beroligede mig og sagde at det var der absolut ingen grund til.

Der var forsinkelser på 45 min men det passede mig fint .. så kunne jeg lige falde lidt ned.

Jeg fik mig en seng at ligge i og Merete (sygeplejerske) kom ind for at lægge mit drop. Hun var så god til at lægge det sidst så jeg følte mig rolig i hendes hænder.. og det gik som smurt. Steen og jeg var helt oppe og kører over at det lykkedes i første hug.

Så fik jeg kølehansker og sokker på. Meget ØØØNDIGT. Følte mig som Anna fra "Anna og Lotte". Der manglede bare Georg og et badekar.

Derefter gik vi i gang og sygeplejersken satte sig og holdt øje med mig. En allergisk reaktion ville vise sig ved kraftig rødmen i ansigt og på brystet samt trykken for brystet.

Heldigvis skete der intet og så lå jeg ellers der og lignede noget der var løgn. Puha det var koldt på fødderne. Ikke så slemt på hænderne. Steen satte min tablet op med noget netflix og gik ned for at købe noget at drikke. Jeg måtte skubbe fødderne lidt ud af sokkerne.. Det stak og prikkede i tæerne. Da jeg så lige havde vænnet mig til temperaturen kom hun med et nye friske fra fryseren. ÆV....

Nå pludselig var vi færdige... Steen fik instruktioner i den sprøjte han skal give mig... Det er jeg lidt spændt på.

Vi pakkede sammen og tog hjem. Vejret var jo dejligt så jeg rumsterede lidt ude i haven. Kunne godt mærke at mine led og muskler begyndte at gøre ondt. Jeg lagde mig og fik en lur og vågnede med smerter. To mine piller og det aftog.

Aftenen gik fint. Jeg hæklede og vi så tv. Og så var det sengetid. Tog nogle piller og lagde mig og læste lidt. Et stykke tid efter fik jeg det skidt .. men kvalme og bare uro i kroppen. Gik ned til Steen igen for jeg føler mig mest tryg i nærheden af ham når jeg har det skidt.
Lå der lidt til han gik i seng og gik med op.
Kl 2.15 gik jeg ned i stuen. Jeg var vågen og havde så megen uro i mine ben.

Så lå jeg ellers og kartede rundt på sofaen men må være faldet i søvn. Vågnede ved 6-tiden.

Har det nogenlunde. Lidt smerter i leddene og bombet i maven af alle de piller. Men hvad fanden... det skulle vist gå over om et par dage...OG DER ER KUN TO GANGE KEMO TILBAGE.....
Så skal der faneme festes....


Nå i må jo hellere få et billed af Anna.....

30. Maj

Ihhhh så gik der for lang tid igen.

Sidste weekend blev jeg indlagt på grund af at jeg havde feber, mit operationsar væskede og der var let rødmen.
Blev sat på penicilin 4 x dgl i drop.
Det var ikke lige det sjoveste så jeg fik lige en nedtur og synes det hele var øv. Mit blodtryk var i øvrigt skyhøjt

Mandag blev jeg udskrevet sammen med en bunke penicilin. Der giver mig sååååå meget kvalme. Derudover hoster jeg stadig... og har ikke megen stemme. Er så træt af det. Og er spændt på om jeg får lov at få kemo på fredag 5. juni.

Jeg har haft besøg af en kræftkoordinator som skal hjælpe mig mod kommunen. Og så skal jeg starte til motion 2 x 1 time ugl. Det bliver skønt.

I går hævede min læbe en smule og i morges havde jeg en Annie Fønsby læbe. Ringede til onkologisk og fik en sludder med dem. Skulle stoppe med min penicilin og så købe noget allergi medicin. Det har jeg gjort og føler allerede at det hjælper.

Kan mærke at jeg er dødtræt af ordet kræft. Det er alle vegne. Bliver ked af at læse om folk der er helbredt og så bryder det ud et andet sted. Det gør mig bange og ked af det. Jeg vil bare være rask, færdig med hospitaler og have et normalt liv. Er det for meget at forlange???????

13. Maj

I dag kan jeg så efter en uges sygdom.. hoste, snot, og feber så endelig få den 3. gang kemo som jeg skulle have haft i sidste uge.

Jeg er ekstra træt oven på det. Ville ikke være noget problem at sove dagen væk.
Prøver dog at cykle over og handle hver dag.

I sidste uge blev jeg ringet op af min sagsbehandler i ressourceteamet. Hun ville høre hvordan det gik og så synes hun at jeg skulle til at starte i aktivering.
Jeg begyndte at græde og forklarede hende hvordan jeg havde det og hvordan det foregår at være i efterbehandling for kræft.

De tre ting vi havde aftalt jeg skulle i gang med var : bassintræning, diætist og lidt motion

Sagde til hende at jeg selv inden jeg fik diagnosen havde tabt næsten 14 kg. Det er gået i stå nu fordi jeg ærlig talt synes det kommer i sidste række nu.
Bassintræning er udelukket når jeg starter på stråler... der svarer hun: jamen det kan jo ikke ses at du får stråler... NEJ.. men det føles som en kræftig solskolning.. og så i klorvand. NOT. Efterfølgende har jeg så læst at de fraråder man tager karbad eller bader i klorvand også efter behandlingerne er sluttet.
Motion KUNNE jeg måske godt. Men som kræftpatient ved du aldrig hvad dagen bringer når du står op. Prøvede virkelig at forklare hende at man er sååååå træt og øm i kroppen. Og jeg desuden oplever angst når jeg skal ud.. især større steder eller ukendte steder med mange mennesker. Dertil svarede hun at jeg nok bare havde brug for at komme lidt ud. Sagde oggså at jeg er nervøs for bivirkningerne ved den nye kemo jeg skal i gang med. Nå ja men nu er det jo ikke alle der får bivirkninger.. det er jo lige som på indstikssedlerne i medicinen. De skal jo bare skrive det... suk suk suk. Tydelig hun INTET kender til behandlingen. Jeg græd så meget at jeg sagde at jeg måtte ringe tilbage. Og lagde røret på.
Ringede tilbage da jeg havde sundet mig.. og prøvede igen. Hun sagde: hvad vil du så foreslå at vi gør... ??? AT i freder mig til det her er overstået.. det er jo ikke ÅR vi taler om. Jeg er færdig en gang til august. Jeg har så ikke lige tænkt på at der tit opstår nogle psykiske eftervirkninger som gør at folk tit må have rekreation bagefter.

Nå men enden blev at hun så ville vende tilbage om en måned.. ved ikke lige hvad det skulle ændre.
Efterfølgende har jeg mailet med min læge. Hun bakker mig op. Hun er blevet kontaktet af kommunen. Men fik forklaret at hun ikke har tid til at sidde og tale med dem. AT de må følge proceduren med at sende en attest hun udfylder. Hun synes ikke jeg skal bruge krudt på at gå og bekymre mig.
Jeg har også kontaktet kræftens bekæmpelse for at høre hvordan jeg står i den her sag og bliver ringet op en af dagene.... og ellers ryger fagforeningen ind over.

Det der undrer mig mest i den her sag er, at de kender mig sååå godt. Man gav mig ressourceforløbet for at "frede" mig lidt .. fordi jeg var nået grænsen hvor der snart skulle ske noget. Her kunne man så stille og roligt vænne mig til at komme ud igen.. og gøre mig klar til arbejdsmarkedet. Og det var jeg mere end taknemmelig for. De ved jeg lider af tilbagevendende depressioner, ikke har megen selvtillid, har svært ved at komme ud blandt mange mennesker, går til psykolog, får antidepressiver, har svært ved ændringer i min dagligdag, osv osv. Hvordan forestiller de sig så at en kvinde der har det sådan og nu har haft en kræftdiagnose, og yderligere har mistet noget af sin kvindelighed i form af sit hår, skal have overskud til at skulle ud og møde nye mennesker og ændre sin dagligdag som i DEN grad er blevet ændret til at skulle mærke sin krop hver dag....

Ved sg ikke hvad jeg mere skal skrive. Har det lidt svært i øjeblikket. Føler ikke jeg kan være ked af det, fordi jeg jo har sagt til folk hvor heldig jeg er ikke at have så mange bivirkninger som jeg havde frygtet.. som om folk vil tænke at så har jeg jo ingen grund til at være ked af det. Men det er svært at bevare det gode humør når man møder et kommunebump på vejen.

4. maj

Blodprøve og samtale.
Gik fint. Kun 15 f'ør mig til blodprøve. Sidst var der 40 før mig.

Sygeplejersken var meget glad for at høre at mine bivirkninger er minimale...

Vi snakkede om mit hår. Det er begyndt at vokse. Det er åbenbart ikke unormalt. Så det er jo dejligt. Selv om jeg har vænnet mig til at være skaldet.

Har prøvet min paryk flere gange.. synes jeg ser åndsvag ud.

NÅ... i morgen står den på kemo... og så er jeg halvvejs.. HIP HIP HURRAAAAAA

Her til aften har jeg haft voldsom kvalme igen. Det er hver gang jeg har pralet af ikke at have bivirkninger..

Udover det er min krop bare trææææææt. Føler mig som en der har løbet maraton uden overhovedet at være i noget der ligner god form.

Overvejer en pottestol eller en voksenble... der er så langt op til toilettet når ens ben brokker sig.

Men ellers lever jeg jo som jeg plejer... Og ind i mellem glemmer man sg at man gennemgår en efterbehandling mod den satans sygdom.

Jeg er så heldig at være omgivet af en dejlig familie og nogle skønne venner, bekendte og ikke mindst naboer som tilbyder at handle eller lave mad. Er voldsomt taknemmelig..

Det er næsten lige så godt som at vinde i Lotto....

18. april

Nemesis, kender i hende...?? For jeg oplevede hende for fuld kraft.
Nu har jeg siddet og fortalt hvor flot og godt jeg er sluppet over min kemo.

Føj for den da.
Natten mellem torsdag og fredag, var jeg bare såååååå dårlig. Vågnede ved 2-tiden med kvalme. Gik ned i stuen og fik taget en pille. Så startede mavepinen. Rystede af kulde, tog et tæppe på for derefter at svede.
Fornemmelse af at man ikke ved om man skal have noget ud den ene eller den anden vej. Heldigvis slap jeg for begge dele. Natten igennem sad jeg op og sov lidt af gangen.

Fredag morgen var jeg bestemt ikke på toppen og min søde kæreste ringede hjem fra job og spurgte om der var noget jeg ville have.
Så hele formiddagen bestod af kiks og tropejuice.

Omkring middag var jeg nogenlunde ok.

Men en sløv dag med spaghetti i benene.

Gik tidligt i seng da jeg ikke var helt ok.

--------------------------

I dag er jeg vågnet skrup hamrende sulten... uden kvalme. Så hvis de bivirkninger bare skal sparke røv en enkelt dag... så okay... ja nu er jeg lidt for kvik i munden igen...men hva fanden, vi lever kun en gang og må tage nogen chancer.....

16. april

Det gik igen fint til kemo i går...... Steen var med og fik set og spurgt.
Han hentede sodavand og vi hyggede så godt det er muligt at hygge sådan et sted. Da vi skulle gå, var der lige kommet en anden dame. Vi smilede til hinanden og jeg sagde: pænt tørklæde. Vi havde det samme på... Hun grinede og sagde ja dit er også pænt.
Velkommen i kemo-klubben.
Klokken var ikke en gang 22, da jeg tiltede efter en sindsoprivende dag.
-----------


I dag har jeg lidt kvalme og ondt i maven.

15. april

Sikken en lortedag. Vågnede kl. 3 med migræne. Tog en migrænepille... vågnede kl. 5 stadig migræne. Klokken 5.40 tog jeg så to treo og det begyndte at lette.

Klokken 7.30 vækkede jeg Steen og huskede at tage min beroligende pille en time før jeg skulle på Herlev hospital.

Vi kom derop for at få lagt en picc-line og jeg var egentlig rolig nok.. pga pillen. Men efter 4 forsøg med smerter og tårer, måtte han opgive højre arm. Spurgte om han måtte prøve venste hvor den lå sidst men jeg orkede ikke mere. Han fik lagt en venflon da jeg SKAL have kemo i aften. Sygeplejersken på afdelingen skal så tage stilling til om jeg skal have lagt en port-a-cath eller om de vil lægge en venflon hver gang.

En port-a-cath er en lille kapsel der indopereres under huden ved kravebenet.. hvorfra der løber et kateter ned til toppen af hjertekamret.
Normalt lægger man kun sådan en hos folk som skal have mere kemo end jeg skal

Nu har jeg sovet.. var heeeeeeeeeeeeeelt træt i øjnene. Klokken 17.00 står den på rød kemo-saft fra baren......

11. april

Den 8. april om morgenen kunne jeg desværre tage store totter hår af, så Steen ringede til sit arbejde og sagde han kom senere.
Vi gik i gang med at barbere det af. Jeg ville ikke være helt skaldet så vi efterlod 6 mm. Først var jeg rystet over at se mig selv sådan... men Steen sagde jeg var så flot... og til sidst kunne jeg godt se at det ikke var så slemt.
Desværre dummede jeg mig godt og grundigt i dag. Jeg satte dette billed på facebook. Min yngste så det i skolen og blev ret ked af det. Han havde slet ikke reageret på det her og pludselig gik det jo op for ham at det her er alvor. Så han tog en snak med sin lærer og hun sagde han skulle tage hjem. Vi talte lidt om det og jeg undskyldte mange gange at jeg ikke havde tænkt mig om. Sagde til ham at han skulle sige hvis han helst ville have at jeg havde noget på hovedet når han var hjemme. Men han var ok nu.. det var bare lige chokket.


Dorthe kom og hun var også vild med det.

Vi tog op for at prøve parykker... det var hyggeligt. Jeg vaklede mellem to men valgte til sidst den der lignede mit eget mest.

Jeg har det stadig godt.... min øjne og næse løber lidt men det er jo i småtingsafdelingen.

I dag fælder jeg for et godt ord og er ved at blive sindsyg af det. Og er ræd for at gå i bad og det sidste ryger af.
For hulen da det er varmt at gå med de tørklæder på og det er ikke engang blevet sommer endnu.

6. april

Ja så blev jeg 50 år i går. Det var en skøn dag med masser af dejlige gæster til åbent hus. Og meget flotte gaver.

Dejligt at være omgivet af mine skønne drenge.

Senere var vi ude at spise... ja med undtagelse af Nicolai som havde tømmermænd. 

Jeg har det faktisk så godt at jeg glemmer at jeg er i gang med et behandlingsforløb..... Det værste der har været er blister og irritation i munden. 

Men men men men..... i går aftes begyndte jeg at fælde. Det rystede mig lidt selv om jeg jo i den grad er var forberedt på det.....

Vil helst have håret af inden det er store totter der falder af, men samtidigt vil jeg helst vente så lang tid som muligt. 

På torsdag skal jeg have lavet negle.... så selv om jeg ikke har hår, så kan jeg godt være feminin med lange negle.. herligt. 

Kys livet

29. marts

Føj for ind i hede hule...... osv ... så blev jeg da lige sparket med træskostøvler af en vis hr. bivirkning.

Lå og sov til middag og vågnede med den sygeste kvalme. Hold nu op hvor ubehageligt. Lå og overvejede om jeg skulle kaste op eller kaste op...

Kastede mig over mine kvalmepiller. Og nu små 15 min efter, kan jeg sidde op.

Så bliver jeg altså Stine 5 år og vil ikke have at Steen viger 2 meter fra mig.

26. marts

Jeg har haft det fint... ingen bivirkninger. Ikke bare en snert af kvalme.
Jeg er meget lettet, selv om jeg jo godt er klar over at det ikke er ensbetydende med at jeg slipper.

I tirsdag lignede jeg mere en der havde fået en brystforstørrende operation på det ene bryst end en der havde fået fjernet en knude. Så turen gik lige til Herlev, hvor der blev tømt lidt væske ud. Det var heldigvis klart, så højst sandsynligt ikke betændelse. Men de sender det alligevel til dyrkning.

------------

I går kom der en lille blødning ved min picc-line. Mente selv at jeg måske havde brugt den arm for meget.... men den gjorde lidt ondt og jeg havde svært ved at sove om aftenen.

------------------

I dag skulle jeg til Lyngby og prøve parykker. Jeg var ikke helt på dupperne. Armen gjorde lidt ondt, jeg var svimmel og mine ben var lidt spaghetti agtige...men jeg tog afsted.

Jeg forelskede mig i den første paryk jeg prøvede. Utrolige dejlige piger, god og professionel behandling. Købte et par tørklæder med det samme.
Fik desværre ikke prøvet at være blondine. Men overvejer stadig denne her

Efter et vellykket besøg hos Svaneklinik, gik jeg en tur i Lyngby Centret.. men benene ville sg ikke rigtig gå den samme vej som jeg ville. Og synes der var aaaalt for mange mennesker selv om de lige havde åbnet. Måtte lige en tur i søstrene Grene.
Jeg bad mors dyt om at køre hende hjem... og det gik fint.
Da jeg kom hjem havde jeg det skidt og armen gjorde ondt. Jeg prøvede at hvile lidt men synes det blev værre, så jeg ringede Steen hjem.
Mens jeg ventede ringede jeg til afdelingen og da de havde aftenåbent, kørte vi derop da Steen kom hjem.

De tjekkede picc-linen og da det ikke er meningen at den skal genere, blev den pillet ud. Det lettede. Men samtidigt er jeg skræmt over at skal have den lagt igen. Men de har lovet mig en masse beroligende. Lige nu er det vigtigt at armen får lidt ro.

Men hovedet op og benene ned.......  pas på jer selv derude.... det gør jeg.

23. marts

I dag er det så første dag med kemo. Har lidt uro i kroppen men ellers har jeg det fint nok.

Dorthe kommer her kl 11 og tager med mig derop. Dejligt.


Kan så fortælle at det gik godt. Var ret nervøs da vi kom derop. Jeg blev placeret i den dejlig lænestol og så kom min sygeplejerske og forklarede hvad der skulle ske. Først fik jeg lidt saltvand i droppet som jeg kunne smage.. haha..

Så kom den første kemo som løb igennem på 5 min og som var knaldrød. Så jeg blive bange når jeg tisser rødt. Så kom den anden kemo som kunne tage 20-30 min. Den kunne give en stærk lugt i næsen af frisk ingefær og derefter give hovedpine. Men det fik jeg heldigvis ikke.

Til sidst skiftede hun mit plaster på kateteret og så var vi færdige. Og vi BÅDE kaffe og marcipanbrød........

Jeg havde det fint da vi tog hjem, så jeg kørte søster til toget og kørte over og handlede.

Senere fik jeg dog lidt ondt rundt omkring i kroppen. Lidt hovedpine og ondt i maven.. men slet slet ikke noget jeg ikke kunne holde ud. Dog er jeg sååååååå træt. Men vågnede også ved 5-tiden.

Er begyndt at mærke en smule kvalme nu, men har en pille jeg skal tage her kl. 20

Alt i alt en god dag med 1. behandling.

20. marts

I dag tog Steen med mig på hospitalet.

Vi kom ned på stuen. Steen fik sådan noget sterilt tøj på. Ærgerligt vi havde glemt mobilen. Så intet billed i denne omgang.

Jeg lå der på briksen fuldstændig dækket til og så gik vi i gang.

I første omgang ramte han en nerve. Det gjorde så ondt, at tårerne sprøjtede. Jeg sagde at hvis det ikke lykkedes i denne omgang, så ville jeg droppe det.

Det gjorde det heldigvis. Derefter var lige oppe og få nogen kvalmestillende piller til på mandag hvor jeg skal have min første kemo-behandling.

Om aftenen skulle Steen ud og arbejde i Ringsted..  ikke lang tid efter at han var kørt, fik jeg det så dårligt. Kraftig metalsmag i munden og rystede voldsomt i hele kroppen. Jeg ringede til Steen som kom tilbage. Derefter ringede jeg til hospitalet. De mente ikke at der var fare på færde. Faldt til ro efter at have ligget lidt, så Steen kørte igen.

18. Marts

I dag har jeg været på Herlev til samtale på onkologisk afdeling.
Blev undersøgt og skulle svare på en masse spørgsmål og fik forklaret en masse ting.

Bagefter havde jeg en samtale med en sygeplejerske om selve kemoen. Jeg fik vist stuen hvor man sidder.

Vi snakkede om at få lagt en picc-line da jeg er så svær at stikke i. Det synes jeg er en god ide selv om jeg er nervøs. Den skal jeg have lagt på fredag.

Var fuldstændig bombet da jeg kom hjem. Alle de oplysninger og papirer.

16. Marts

Jeg har det faktisk godt og er fuld af optimisme. Det hjalp meget med min samtale hos psykologen.

I dag har jeg været på Herlev og få svar på operationen. Heldigvis var min brystkræft ikke aggressiv og det var jo en stor lettelse

Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvordan jeg har det.

På onsdag skal jeg til samtale på onkologisk afd.

9. marts

I dag har jeg været hos psykologen...
Talte med hende om min angst for kemoen. Hun bad mig konkretisere hvor i min angst ligger.
Fortalte at jeg ikke er uvant med smerter, men det er det ukendte der gør mig bange. Hvis jeg fik at vide at jeg ville få kvalme og ondt i maven, så vidste jeg hvad jeg skulle forholde mig til.
Derudover drejer det sig om hvorvidt det er muligt at afhjælpe de bivirkninger.

Fortalte også hvor bange jeg er for at blive en belastning for Steen.. og hvor meget jeg tænker på hvad alle andre tænker.

Hun bad mig tage en dag af gangen... og koncentrere mig om mig selv. Gemme mine kræfter til at det jeg skal igennem.

Havde det rigtig godt da jeg tog derfra.

Jeg er godt nok træt i øjeblikket og har ingen besvær med at falde i søvn hverken om eftermiddagen eller om aftenen

Torsdag 5. marts

Jeg vågnede tidligt og gik i bad. Gjorde klar til hvis jeg skulle blive til næste dag. Da klokken var 8 trillede vi mod Herlev Sygehus.
Vi sad og ventede 20 min før der kom en sygeplejerske. De havde meget travlt. Vi blev budt velkommen og jeg fik armbånd på og vi snakkede lidt. Jeg skulle først til operation kl. 10.45 så vi havde masser af tid til at glo i blade.

10.15 kom sygeplejersken ind og sagde at jeg skulle gøres klar. Jeg fik det sexede tøj på, et stik i maven og en bunke piller.

Så lå jeg ellers der og ventede.

Portøren kom og Steen kørte hjem.

Nede på operationsstuen blev jeg tilsluttet alverdens ting. Og hilste på en masse mennesker.
Jeg sagde jeg var svær at lægge venflon på, men narkoselægen sagde at så var det godt han var god til det. Tænkte bare mit. Har jo prøvet det så mange gange før. Og det endte også med at han måtte kapitulere og lægge den i albueleddet. Så blev der sagt godnat og sov godt.

"Kristine, er du vågen....... ???? "

Jeg tænkte bare: hvor fanden er jeg henne??

" du har ikke fået dræn i armhulen for der var ikke spredning til lymferne"

Sikken en skøn besked at få.

Husker ikke turen op på afdelingen. Kun Steens fodtrin på gangen da jeg var blevet parkeret på min plads. Derefter kom sygeplejersken ind og spurgte hvordan jeg havde det... og vi snakkede lidt om at jeg lige skulle vente en time før jeg måtte få noget mad. Var herresulten så syntes ikke om ideen. Men gjorde pænt som der blev sagt. Efter en time fik jeg endelig mad, kaffe og saft. Og så var det tid til udskrivning. Vi snakkede lidt om tiden efter operationen. Jeg fik pillet venflonen af og tog tøj på. Mit bryst var tapet ind rundt om brystvorten og lige en enkelt strimmel under armen. Derudover var det alle regnbuens farver.

Jeg var helt høj resten af dagen. Nu var jeg jo sådan set rask. Nu skulle vi bare forebygge at der ikke lå noget der kunne udvikle sig.

Fik ringet og skrevet til alle.

4. marts

Skulle op og have sprøjtet noget kontrastvæske ind i brystet. Var lidt nervøs men kunne intet mærke og det tog 5 sekunder.
Skulle lige have taget en ekstra blodprøve.

Humøret svinger lidt. Hvilket nok ikke er så underligt.

Ringede til afd. kl. 20 for at få min tid til operation. Vi skulle være på afd. 8.30.

Den 2. marts

Indlæggelsessamtale med min sygeplejerske, en anden sygeplejerske, fysioterapeut og en narkoselæge. Det gik fint.

Snak om operationen, tiden bagefter, øvelser osv.

Lørdag den 28 februar

Vågnede tidligt pga Lui, men sov bagefter videre til kl. 8.

Har det egentlig ok i dag men megen uro i kroppen.

Vil bare ikke lade det her knække mig men kan mærke ind i mellem at nu knækker filmen.

Skal ringe til KB (kræftens bekæmpelse) kl. 12 og spørge om jeg må tage en beroligende pille når det er slemt.

Men fuck det er hårdt. Tænker ikke på døden for de har lovet at jeg bliver rask, men er hamrende bange for kemoen og har meget lyst til at vælge det fra. Er bange for de bivirkninger der kan komme og at Steen føler afsky fra mig når jeg mister håret.

Steen er på job nu. Har lovet at skynde sig.

Jeg har lige fået mit garn så måske jeg skulle komme i gang og tænke på noget andet. Fik lige snakket med KB. En god snak. De kunne selvfølgelig ikke svare på det med pillerne. Men vi fik en snak om kemo. Om at jeg har al ret til at vælge det fra. Nu må vi se hvad de siger efter operationen.
Havde det godt efter snakken.
Steen kørte på job og jeg fik en lur.

Har lidt panik her til aften. Er bange for at dø. Hvordan skal Steen klare det .. og ungerne?? Kan vores forhold holde til den kamp vi skal igennem.
Ved godt de siger at jeg bliver rask og det GØR jeg også. Men angsten sidder der alligevel.

Nå pyt.. solen skinner og jeg hører god musik

Fredag den 27. februar

Vågnede og håbede det hele var en ond drøm. Hvilket det jo desværre ikke var.

Havde det ikke godt med at Steen skulle på arbejdet. Ville helst have ham i huset.

Men Dorthe kom, da Nicolai og Tobias gik. Det var skønt med lidt søsterlig omsorg. Og hun havde flotte blomster med.

Fik mig en lur dag hun var gået. Da Tobias kom hjem sagde han at der stod nogen blomster uden for. Selvfølgelig fra Kitt, den skønne tøs.

Steen skrev om det var ok at han kom lidt senere. Det var det.

Da klokken nærmede sig 18 og han skrev at klokken nok blev 20 f'ør han kom, kunne jeg mærke panikken. Klokken 19 skrev jeg til ham og han skulle nok skynde sig hjem. I øvrigt ringede min dejlige læge som jeg ikke havde kunne få fat i om morgenen. Vi blev enige om at jeg skulle starte med antidepressiver igen.

Steen kom hjem og jeg tudede lidt mere. Tobias kom ned og spurgte om jeg var ok... Jeg sagde nej og at han nok ville komme til at opleve mig tude en del. Det forstod han godt.

Tryg af Steens nærvær faldt jeg i søvn på sofaen.

Torsdag den 26.2.15

I dag brast min verden sammen. 

Steen og jeg skulle op på Herlev Hospital for at få svar på min biopsi. Jeg var selv overbevist om at det var kræft og jeg fik desværre ret.

Jeg fik en masse oplysninger som jeg ikke hørte.

De var meget søde og gjorde mig tryg trods alt.

Vi gik ned til blodprøve og røntgen. Fik et mødekort til de ting der skal skulle foregå de næste par dage/uger. 

Første store skridt er at få den satan ud og det bliver på torsdag.

Vi forlod hospitalet som befandt vi os i en bobbel. 

Derefter gik turen til Mcdonalds. Fuck livstilsomlægning. Da vi havde spist ringede jeg til Dorthe som selvfølgelig blev rigtig ked af det. Nicolai reagerede som forventet og endte også med at komme hjem og sove. Han havde en masse spørgsmål som jeg prøvede at besvare. 

Det værste var at ringe til Mikkel, der sad der nede Palle alene i verden. 

Tobias tog det roligt og sagde : mor du skal jo ikke dø.

Ja jeg fik tudet en hel del den dag........ sikken noget lort