31.august

yeeehaaaaa !!!!!

I morgen klokken ca. 16.40, starter mit nye liv. Uden kemo og stråler. Tænk en gang ... jeg kan næsten ikke fatte det.
Det er så stort og samtidigt så skræmmende at skulle stå på egne ben. Min støttefod er væk. Det er en underlig følelse at ikke være i daglig kontakt med professionelle der støtter, trøster, spørger til en og ikke mindst behandler en.

Nu skal jeg til at leve et liv som tidligere kræftpatient. Og jeg skal huske at LEVE LIVET ... en dag af gangen og nyde den 100 %. Smide min angst for tilbagefald langt pokker i vold.

Derfor har jeg i dag bestilt tid til en psykolog/rådgiver hos kræftens bekæmpelse. For nu dukker alle tankerne op... tanker om tilbagefald. Og jeg nægter at lade de tanker overskygge min glæde ved at være rask.

Min søn har en bekendt ... en ung smuk sej pige som har haft brystkræft og fået fjernet brystet.
Jeg har lånt lidt hun har skrevet.. og skrevet lidt om, for hun har så evigt ret.

 Folk spørger om det ikke er fedt at være færdig med især kemoen.... Jo det er det .. og på den anden side nej. For når man får kemo så forventer folk at du får det skidt ind i mellem. Det gør de ikke mere. Nu forventer folk nærmest at man er tilbage til før D-dag. Det er lige som om at folk måske ikke helt forstår at jeg stadig har dage hvor jeg har ondt eller bare er ked.
Kroppen begynder først at nærme sig det normale efter 1 år. Senfølger kan vare mange år. Blandt andet har jeg mange smerter i led og muskler i benene.

Så til alle jer der har støttet, lyttet, sendt gaver, tilbudt hjælp, lagt ører til mine tanker, opmuntret osv... jeg havde ikke klaret det uden jer. Det er helt sikkert. Og jeg takker af hele mit hjerte for at have jer i mit liv. Men livet efter kræft er ikke bare lutter lagkage. Min hverdag skal op og køre igen.. og det samme skal mit helbred og min psyke. Det kræver rigtig meget af mig... både fysisk og psykisk... så jeg har stadig brug for jer.

Jeg bliver aldrig den samme som før.... men jeg vil gøre alt for at komme så tæt på som muligt.

Sidst men ikke mindst. ..... ignorer aldrig nogensinde en knude i brystet.. hvor lille og ubetydelig den så end virker.