30. Maj

Ihhhh så gik der for lang tid igen.

Sidste weekend blev jeg indlagt på grund af at jeg havde feber, mit operationsar væskede og der var let rødmen.
Blev sat på penicilin 4 x dgl i drop.
Det var ikke lige det sjoveste så jeg fik lige en nedtur og synes det hele var øv. Mit blodtryk var i øvrigt skyhøjt

Mandag blev jeg udskrevet sammen med en bunke penicilin. Der giver mig sååååå meget kvalme. Derudover hoster jeg stadig... og har ikke megen stemme. Er så træt af det. Og er spændt på om jeg får lov at få kemo på fredag 5. juni.

Jeg har haft besøg af en kræftkoordinator som skal hjælpe mig mod kommunen. Og så skal jeg starte til motion 2 x 1 time ugl. Det bliver skønt.

I går hævede min læbe en smule og i morges havde jeg en Annie Fønsby læbe. Ringede til onkologisk og fik en sludder med dem. Skulle stoppe med min penicilin og så købe noget allergi medicin. Det har jeg gjort og føler allerede at det hjælper.

Kan mærke at jeg er dødtræt af ordet kræft. Det er alle vegne. Bliver ked af at læse om folk der er helbredt og så bryder det ud et andet sted. Det gør mig bange og ked af det. Jeg vil bare være rask, færdig med hospitaler og have et normalt liv. Er det for meget at forlange???????

13. Maj

I dag kan jeg så efter en uges sygdom.. hoste, snot, og feber så endelig få den 3. gang kemo som jeg skulle have haft i sidste uge.

Jeg er ekstra træt oven på det. Ville ikke være noget problem at sove dagen væk.
Prøver dog at cykle over og handle hver dag.

I sidste uge blev jeg ringet op af min sagsbehandler i ressourceteamet. Hun ville høre hvordan det gik og så synes hun at jeg skulle til at starte i aktivering.
Jeg begyndte at græde og forklarede hende hvordan jeg havde det og hvordan det foregår at være i efterbehandling for kræft.

De tre ting vi havde aftalt jeg skulle i gang med var : bassintræning, diætist og lidt motion

Sagde til hende at jeg selv inden jeg fik diagnosen havde tabt næsten 14 kg. Det er gået i stå nu fordi jeg ærlig talt synes det kommer i sidste række nu.
Bassintræning er udelukket når jeg starter på stråler... der svarer hun: jamen det kan jo ikke ses at du får stråler... NEJ.. men det føles som en kræftig solskolning.. og så i klorvand. NOT. Efterfølgende har jeg så læst at de fraråder man tager karbad eller bader i klorvand også efter behandlingerne er sluttet.
Motion KUNNE jeg måske godt. Men som kræftpatient ved du aldrig hvad dagen bringer når du står op. Prøvede virkelig at forklare hende at man er sååååå træt og øm i kroppen. Og jeg desuden oplever angst når jeg skal ud.. især større steder eller ukendte steder med mange mennesker. Dertil svarede hun at jeg nok bare havde brug for at komme lidt ud. Sagde oggså at jeg er nervøs for bivirkningerne ved den nye kemo jeg skal i gang med. Nå ja men nu er det jo ikke alle der får bivirkninger.. det er jo lige som på indstikssedlerne i medicinen. De skal jo bare skrive det... suk suk suk. Tydelig hun INTET kender til behandlingen. Jeg græd så meget at jeg sagde at jeg måtte ringe tilbage. Og lagde røret på.
Ringede tilbage da jeg havde sundet mig.. og prøvede igen. Hun sagde: hvad vil du så foreslå at vi gør... ??? AT i freder mig til det her er overstået.. det er jo ikke ÅR vi taler om. Jeg er færdig en gang til august. Jeg har så ikke lige tænkt på at der tit opstår nogle psykiske eftervirkninger som gør at folk tit må have rekreation bagefter.

Nå men enden blev at hun så ville vende tilbage om en måned.. ved ikke lige hvad det skulle ændre.
Efterfølgende har jeg mailet med min læge. Hun bakker mig op. Hun er blevet kontaktet af kommunen. Men fik forklaret at hun ikke har tid til at sidde og tale med dem. AT de må følge proceduren med at sende en attest hun udfylder. Hun synes ikke jeg skal bruge krudt på at gå og bekymre mig.
Jeg har også kontaktet kræftens bekæmpelse for at høre hvordan jeg står i den her sag og bliver ringet op en af dagene.... og ellers ryger fagforeningen ind over.

Det der undrer mig mest i den her sag er, at de kender mig sååå godt. Man gav mig ressourceforløbet for at "frede" mig lidt .. fordi jeg var nået grænsen hvor der snart skulle ske noget. Her kunne man så stille og roligt vænne mig til at komme ud igen.. og gøre mig klar til arbejdsmarkedet. Og det var jeg mere end taknemmelig for. De ved jeg lider af tilbagevendende depressioner, ikke har megen selvtillid, har svært ved at komme ud blandt mange mennesker, går til psykolog, får antidepressiver, har svært ved ændringer i min dagligdag, osv osv. Hvordan forestiller de sig så at en kvinde der har det sådan og nu har haft en kræftdiagnose, og yderligere har mistet noget af sin kvindelighed i form af sit hår, skal have overskud til at skulle ud og møde nye mennesker og ændre sin dagligdag som i DEN grad er blevet ændret til at skulle mærke sin krop hver dag....

Ved sg ikke hvad jeg mere skal skrive. Har det lidt svært i øjeblikket. Føler ikke jeg kan være ked af det, fordi jeg jo har sagt til folk hvor heldig jeg er ikke at have så mange bivirkninger som jeg havde frygtet.. som om folk vil tænke at så har jeg jo ingen grund til at være ked af det. Men det er svært at bevare det gode humør når man møder et kommunebump på vejen.

4. maj

Blodprøve og samtale.
Gik fint. Kun 15 f'ør mig til blodprøve. Sidst var der 40 før mig.

Sygeplejersken var meget glad for at høre at mine bivirkninger er minimale...

Vi snakkede om mit hår. Det er begyndt at vokse. Det er åbenbart ikke unormalt. Så det er jo dejligt. Selv om jeg har vænnet mig til at være skaldet.

Har prøvet min paryk flere gange.. synes jeg ser åndsvag ud.

NÅ... i morgen står den på kemo... og så er jeg halvvejs.. HIP HIP HURRAAAAAA

Her til aften har jeg haft voldsom kvalme igen. Det er hver gang jeg har pralet af ikke at have bivirkninger..

Udover det er min krop bare trææææææt. Føler mig som en der har løbet maraton uden overhovedet at være i noget der ligner god form.

Overvejer en pottestol eller en voksenble... der er så langt op til toilettet når ens ben brokker sig.

Men ellers lever jeg jo som jeg plejer... Og ind i mellem glemmer man sg at man gennemgår en efterbehandling mod den satans sygdom.

Jeg er så heldig at være omgivet af en dejlig familie og nogle skønne venner, bekendte og ikke mindst naboer som tilbyder at handle eller lave mad. Er voldsomt taknemmelig..

Det er næsten lige så godt som at vinde i Lotto....