9. marts

I dag har jeg været hos psykologen...
Talte med hende om min angst for kemoen. Hun bad mig konkretisere hvor i min angst ligger.
Fortalte at jeg ikke er uvant med smerter, men det er det ukendte der gør mig bange. Hvis jeg fik at vide at jeg ville få kvalme og ondt i maven, så vidste jeg hvad jeg skulle forholde mig til.
Derudover drejer det sig om hvorvidt det er muligt at afhjælpe de bivirkninger.

Fortalte også hvor bange jeg er for at blive en belastning for Steen.. og hvor meget jeg tænker på hvad alle andre tænker.

Hun bad mig tage en dag af gangen... og koncentrere mig om mig selv. Gemme mine kræfter til at det jeg skal igennem.

Havde det rigtig godt da jeg tog derfra.

Jeg er godt nok træt i øjeblikket og har ingen besvær med at falde i søvn hverken om eftermiddagen eller om aftenen